Claus og Erik i de unge dage

Min musikhistorie går jo meget langt tilbage. Jeg kom til verden den 7. december 1947, min far var pianist og min mor balletdanserinde. Således voksede jeg op i en meget musikalsk familie, men mig var der helt andre planer med. Min far prøvede at afskrække mig så godt han kunne, da han selv var meget utilfreds med sit liv som professionel musiker. I vores bogreol stod en bog, som min far mente kunne afskrække mig, hvis jeg kom på nogle forkerte tanker. Bogen hedder ’Min Aske Til De Sorte’, en dansk oversættelse af en vidunderlig musikbiografi fra 20ernes og 30ernes Chicago. Originalen hedder ’Really The Blues’, skrevet af en hvid musiker: Mezz Mezzrow. Fik den aldrig læst som barn, men da jeg endelig fik læst den som voksen, blev den jo nærmest min bibel. Der er nok ingen tvivl om, at denne fortælling må have været en stor inspirationskilde for de legendariske Blues Brothers film.

 
Roskilde Festivals plakat 1971

 
På Mojo

Til sidst måtte vi sætte et punktum, få mixet nogle numre færdigt, og prøve at få albummet solgt. Det kunne jo ikke være rigtigt, at det skulle stoppe her, Torben Bille havde jo skrevet, at vi havde internationalt format, sådan noget kan man jo ikke bare lade passere. Ingen af de etablerede selskaber var interesseret, men en anden mulighed dukkede pludselig op. En alternativ pladedistribution, Dansk Sam, meldte sig på banen. Dansk Sam kunne kæde det sammen med et socialt projekt. De kunne få tilskud fra kriminalforsorgen til at få en indsat, der skulle udsluses i samfundet, til at arbejde på projektet. Masterbåndet skulle så købes fri af Studie 39, og der skulle bruges penge til både cover, plader og promotion. Alt dette fik jeg lov at låne i Dansk Sams bank, som jeg nu personligt hæftede for. Vi producerede måske Danmarks første musikvideo? Den blev vist i et Steen Bramsen show lørdag aften, med efterfølgende interview i den varme stol.

Alt dette var helt forgæves, da Dansk Sam kort tid senere blev meldt konkurs, og alt var tabt på gulvet. Tilbage stod jeg med et banklån på omkring 100.000 kr., et pænt beløb i 1984! Kort tid efter spillede bandet sit sidste job, det var som opvarmning til Johny Winter i Saga, her sad publikum med tændte lightere i sidste nummer. Ingen orkede mere, og jeg var totalt nedbrudt og godt fordrukken på det tidspunkt. Dagen før dette arrangement døde min far på Gentofte Hospital, han som så ihærdigt havde prøvet at advare mig mod at prøve at blive musiker. Vores album hedder Crossroads, og bandet bestod af: Boye Magnusson - trommer, Kaspar Lindhard - bas, Peter Brander - guitar, Jesper Smith - piano og jeg selv vokal. En epoke i mit liv var slut.

Jeg indså, at det med musikken ikke duede, og var nu rigtig glad for mit svendebrev som murer, og gik i gang med at skaffe alle pengene til gælden. Sideløbende med alt det havde en ansat i Vognporten, Knud, givet mig et nys om at Greenpeace vist nok var interesseret i en støtteplade, ligesom ’Atomkraft Nej Tak’. Dette album havde jo givet et pænt overskud til OOA til deres oplysningsarbejde, og vi fik jo heller ikke atomkraft. Det var jo min ide med Atomkraft Nej Tak, så hvorfor ikke lave en til? Så jeg gik en tur forbi Greenpeace, der boede i en baggård til Nørregade den gang. Greenpeace var i pengenød til deres arbejde for et bedre miljø. Her snakkede man allerede om global opvarmning, noget som de fleste jo bare rystede på hovedet af den gang i 1983.

Ringede selvfølgelig til Poul Bruun igen, som havde produceret ’Atomkraft Nej Tak’ albummet. Men Poul var af den opfattelse, at støtteplader nu var yt som han sagde, den tid var forbi mente han, så nej tak til flere støtteplader. Men det tog han jo grundigt fejl i, og vi lod os heller ikke stoppe af det. Greenpeace og jeg var overbeviste om, at det kunne blive en kæmpe succes. Ved hjælp af John Lind Madsen fra Amnesti International, Niels Halm, Doug Falkner, Genlyd og en del penge fra hovedkontoret, lykkedes det at lave et Album for Greenpeace, hvor jeg også selv synger sangen Himlen Græder. Tekst Henning Olsen, musik Peter Klitgård. Dette album solgte tæt på 50.000 eksemplarer, og indbragte Greenpeace omkring én million kr., nok den største succes af alle støtteplader.

Jeg boede på det tidspunkt i slutningen af 80erne i Søren Berlev’s gamle lejlighed i Dronningensgade 16 på Christianshavn. Et meget farligt sted at opholde sig, hvis man i forvejen er lidt tørstig, det var det rene Sodoma og Gomorra, og druk fra morgen til aften og natten med. Her blev jeg så syg af alkohol, at jeg nærmest kørte i pendulfart til Kommunehospitalets psykiatriske skadestue til afrusning. Jeg måtte drikke hele døgnet rundt for at holde abstinenserne lidt på afstand.

Hvor utroligt det end lyder, arbejdede jeg rent faktisk som selvstændig murer i denne tilstand. Endnu mere utroligt, at det lykkedes mig at bygge Café Wilder, på hjørnet af Wildersgade og Sct. Annægade, dog i samarbejde med flere andre. Havde næppe overlevet dette, hvis det ikke var fordi, der pludselig skete fire skelsættende hændelser, der radikalt ændrede hele min tilværelse. Min kæreste havde fået nok af al drukken på Christianshavn og var flyttet i et bondehus på Møn. Her var hun blevet gravid med en anden, men ville så gerne have mig til at være far til barnet. Sagde ja til dette, og var med på fødeafdeling.

Kim Larsen, som jeg så ofte mødte på en af Christianshavns beværtninger, kom en aften hen til mig og sagde, at nu var han sku godt træt af at se på mig i den tilstand. Han havde hørt rygterne om mit band, albummet, konkursen og den store gæld, jeg pludselig var havnet med alene. Jeg gider sku ikke låne dig pengene, sagde han, men jeg kan skrive en sang til dig. Så må du låne mit studie og indspille den der, og se om der kommer noget ud af det? Du kan nok få Franz til at producere den, sagde han.

En aften jeg som sædvanlig stod ved baren i Sofiekælderen, stod Lone Kellermann, Franz Beckerlee, Søren Berlev og Peter Mandorf der også. Både Lone og jeg havde faktisk et job den næste dag på Christianshavns Torv til Biens Dag, men hverken Lone eller jeg havde noget band på det tidspunkt. Så vi måtte jo bruge det foråndenværendes princip. Så næste dag stod bargæsterne fra Sofiekælderen på scenen på torvet. Egentlig var det ikke meningen, at det skulle være andet end en redning af Lone og min optræden den dag.  Men da vi var færdige med vores koncert, var der ikke et øje tørt, og Lone siger i mikrofonen, tak for i dag, I har lyttet til Christianshavns Blues Band.

Franz Beckerlee, Børge Biceps og Kaspar Lindhard (fra det gamle band) gik sammen om at producere albummet Ej Blot Til Blues, hvor Kim Larsens sang, Lulu, kom med. Vi lånte Kims private studie KLAPS Studiet på Nørrebro, til denne produktion. Franz Beckerlee var producer og hans bror Per Gericke lydtekniker.

Da vi så var færdige i studiet, skulle albummet så sælges til et pladeselskab igen igen! Harlekin var interesseret, der var jo en helt frisk Kim Larsen sang på, og Poul Back, der var direktør, havde før vist interesse for mig, da han arbejdede på Sonet. Poul Back ringede mig op en dag og sagde, at de gerne ville skrive en pladekontrakt med mig, og det var et super godt demobånd, jeg havde sendt dem. Men nu skulle vi så indspille hele albummet om igen, i et rigtigt studie, med en rigtig producer, mente Poul Back. Franz blev rasende, og truede med at brænde båndene, hvis jeg sagde ja til det tilbud. Helt forståeligt, alle havde jo arbejdet gratis for at jeg skulle få et album med en Kim Larsensang på gaden. Men en pladekontrakt, det jeg altid havde drømt om, den var sku’ ikke helt let.

Men heldigvis traf jeg det eneste rigtige valg, at takke pænt nej til Poul Backs generøse tilbud. Jeg kunne bare ikke bære at skulle røve mine venner, der så heltemodigt havde hjulpet mig i min nød. Nu måtte jeg så på den en gang til, måtte selv lave et pladeselskab, Moonshine Records, nok kraftigt inspireret af Sun Records i Memphis, hvor Elvis startede sin karriere. Så med en stavl plader under armen drog jeg nu ud i verden, for at sælge ’Ej Blot Til Blues’.

Jeg fandt ret hurtigt ud af, at sådan kan man vist ikke gøre det her! Jeg gik rundt fra dør til dør, som en anden støvsugersælger, og prøvede at få mit album solgt. Alle var meget høflige, og et svar gik igen og igen: Nej tak, vi handler kun med Poul Hansen i Ballerup. Hvem var denne Poul Hansen mon? Dengang var der ikke Google eller internet, så jeg fandt Poul Hansen i telefonbogen, og kørte ud til ham i Ballerup. En meget venlig ældre herre, sad ved et stort skrivebord. Hvad er det du kommer med der, sagde han, jeg viste ham en plade. - Nåh Krølle Erik, udbrød han, ham kender jeg sku da godt, har hans plader hjemme i reolen. Hvad koster det, jeg køber dem alle sammen. Jamen skal du ikke lige høre det først? Nej skidt med det, jeg snupper dem alle sammen.

 
Herman Brüsch

Poul Hansen betalte lige netop så meget, at jeg med en advokats hjælp kunne slå en handel af med banken, og komme ud af gælden til Crossroads. 25 år senere, dukker så Ej Blot Til Blues pludselig op på et amerikansk pladeselskab, Easy Street Records i Seattle, selskabet hvor Nirvana startede. Jeg var et stort spørgsmålstegn, og blev så nødt til at tage en tur til Amerika, hvilket jeg ellers aldrig havde troet skulle ske.

Her tror jeg nok, jeg fik mit livs store kulturchok, et meget positivt chok. Det var jo Seattle og Easy Street Records, der var mit egentlige mål, men når jeg nu alligevel var kommet der, måtte jeg jo opleve det hele. Da jeg så stod i det nu genskabte Sun Studio i Memphis, og sang i Elvis gamle mikrofon, måtte jeg så sende et par venlige tanker til Franz Beckerlee, og alle vennerne, der hjalp mig dengang. Havde jeg sagt ja til Poul Back og Harlekin, var jeg jo nok aldrig havnet her! Senere på aftenen, var jeg i Beale Street, sang i en af de legendariske bluesklubber der også. På magisk vis er en ring nu sluttet, historien med Moonshine Records, bragte mig på mystisk vis helt over Atlanten, til Sun Records i Memphis. Måske det jeg nok, dengang i min nød, i det ubevidste måske havde drømt om, da jeg fik ideen til Moonshine Rcords. 

Som sagt, arbejdede jeg samtidig som selvstændig murer, for at få det hele til at hænge sammen. En dag skulle jeg ud og se på en tilbygning til et lille hus i en haveforening i Farum, Elisabeth Mallung hed min kunde. Elisabeth så straks, at jeg havde et alvorligt problem, og at det nok ikke lige var aktuelt at snakke murerarbejde. Elisabeth var alternativ behandler, sådan med urter og vitaminer, og hun inviterede mig ind. Hun var sød og meget venlig, og spurgte ind til, hvordan det kunne være, jeg havde det så dårligt? Hun spurgte mig også, om jeg havde lyst til at hun skulle hjælpe mig, og det havde jeg. Elisabeth fik også fat i en, som kunne heale, og jeg fik beroligende blomsterdråber i stedet for den fenemal, jeg havde fået på Kommunehospitalet. I løbet af ganske få måneder var jeg kommet så meget til hægterne, at jeg kunne mure Elisabeths tilbygning. Mit liv var kommet på ret køl igen, men var stadig rystet efter 25 års alkoholmisbrug. De efterfølgende år har jeg en del tilbagefald, men kommer hurtigt på benene igen. Først i slut 90erne slipper alkoholtrangen mig helt, og den er aldrig vendt tilbage.

Christianshavns Bluesband måtte jeg desværre skilles fra, i et af mine tilbagefald. De andre i bandet havde fået nok af mit druk. Kort tid herefter mødte jeg en meget ung pianist, som hed Morten Wittrock. Morten var på det tidspunkt omkring 20 år. Husker tydeligt vores første job, på en lille beværtning på Østerbro, der hed Café Hugo. Efter Christianhavns Bluesband havde jeg en del sådanne småjobs på caféer og barer. Livet hang stadig ikke særlig godt sammen for mig, så et par timer før vi skulle spille, havde jeg stadig ikke fundet en makker. Ringede til flere forskellige, som ikke kunne med så kort varsel. 

Én kendte Morten, og jeg fik et telefonnummer til hans mor, da han stadig boede hjemme. Jeg fik omsider Morten i røret, jeg kommer med det samme sagde han.  En time senere kom Morten med sit klaver i bagagerummet på en taxa. Det var en af den slags lucky strikes, som man en gang imellem oplever. Fra første takt sad den bare lige i skabet, og det blev til et langt makker- og venskab. Vi turede meget rundt i flere år, på festivaler i både Danmark og Sverige, både som duo og med band. Vores samarbejde er foreviget på to CD-er, begge fra jobs i Sverige.

Jeg holder nu en lang pause, hvor jeg kun spiller lidt, med Morten og skiftende bands. Er kommet helt ud af mit alkoholmisbrug. Fik lyst til at prøve at have en familie, flyttede sammen med en enlig mor og hendes 4 børn. Arbejdede fuldtid som selvstændig murer, men spillede alligevel når det bød sig. Et fast indslag er sommerjobbene på Bornholm, som Morten skaffede mig, som jeg i de sidste 15 år har haft med den engelske boogie-woogiepianist  Diz Watson. Venskabet med Diz har skaffet mig et netværk i London, hvor jeg nu har spillejobs til sommer.

I 2015 fik jeg en alvorlig hjertesygdom på grund af stress, da mit murerfirma blev meldt konkurs, og var igen tæt på afgrunden. Blev reddet af nogle dygtige hjertelæger på Bispebjerg Hospital, lige hængende i de yderste neglespidser.  Kom på Mølholm Privathospital og blev opereret, og er helt frisk nu igen. Arbejder nu igen som selvstændig murer, men spiller også en del, med mange af de gamle musikalske venner.

Omkring 2012 åbner to søstre Lotte og Mette Ipsen en kaffebar i Brønshøj, hvor jeg bor. Min første musikmakker, Claus Bøhling, helt tilbage fra barndommen, flytter nu tilbage til Danmark, efter at have været bosiddende i England i 35 år. Ipsens Kaffebar bliver nu rammen om endnu en epoke i min musikhistorie, og gensyn og -hør med mange gamle musik venner. 

Det hele startede med, at jeg bare sad og hyggespillede ved et bord, til en påskefrokost. Dette blev til en fast jamaften hver fredag efter arbejdstid. Her kom jeg for alvor i gang med min musik igen, disse fredage var en stor succes, som man stadig taler om i Brønshøj. Claus og jeg var grundstammen i denne jam, præcis som da vi var børn. Mange gamle venner kom forbi for at spille med, Kim Gutman, Jørgen Lang, Diz Watson og Mik Schack, ja det var nogle forrygende fredage. Desværre kunne det ikke hænge sammen økonomisk at drive kaffebaren, så dette eventyr varede kun nogle få år. Men det fik mig til at indse, at musikken var det vigtigste i mit liv, og jeg var kommet helt op i gear igen.

I 2018 blev jeg så inviteret med til Paddy Doyles 50 års jubilæum, en fantastisk koncert i Baltoppen i Ballerup, det var et herligt gensyn. Her fik jeg så ideen til selv at lave en tilsvarende koncert. Jeg tænkte, med alle de fantastiske musikere, jeg har spillet med i tidens løb, kunne det blive et brag af en koncert, hvilket heldigvis er en realitet nu. Morten Wittrock hjalp mig med at samle musikere til at indspille et nyt album, som er næsten færdigt. Jeg har genindspillet Kim Larsens sang Lulu, som kommer på Spotify 14. marts sammen med mit Greenpeace nummer Himlen Græder, og 7 andre både nye og gamle numre. Op til jubilæumskoncerten 12. sep. vil resten af mit bagkatalog 4 albums, blive genudgivet på Spotify.

Jeg er nu også begyndt at holde foredrag, hvor jeg fortæller om, hvordan jeg kom ud af 25 års massive alkoholmisbrug, blandet med min musikhistorie, og lidt musikalske indslag. I fremtiden har jeg tænkt mig også at kigge lidt ud i verden. Er blevet hyret til den engelske festival Blackstock i Wales, og skal spille på en musikbåd i en af Londons kanaler til sommer. Satser på at musikken nu kan blive min pension. Musikken har med sine op- og nedture klart været det vigtigste i mit liv, ville aldrig gøre det om. Men det kom jo pudsigt nok alligevel lidt til at ligne ’Min Aske Til De Sorte’! Som min far forsøgte så ihærdigt at afskrække mig med. Men jeg fortryder intet, bortset fra alkoholen, det var noget værre lort.